Tre håndværk

I et lavt sidelys i marts står en mand i Andalusien og tæller kaniner. Han er hverken biolog eller embedsmand, han er forvalter på et privat jagtgods syd for Sierra Morena, og han ved at hvis kaninbestanden falder under en tærskel her i foråret, så vil de tre losser, der har revir på hans jord, ikke kunne fodre unger til efteråret. Han noterer tallet i en lille bog. Senere bliver det indtastet i en database der også får data fra et statsligt naturreservat tres kilometer borte, fra et avlsprogram i Doñana og fra et koordineringskontor i Sevilla. Det er ikke romantisk arbejde. Det er driftsarbejde. Og det er en del af grunden til at den iberiske los, der i 2002 var nede på under 100 individer i to isolerede grupper i Andalusien, i 2024 talte 2.401 dyr fordelt på Spanien og Portugal.

Den klassiske fortælling om naturbeskyttelse er, at man skal lukke områder af, fjerne mennesket og lade naturen passe sig selv. Den fortælling er uden for Europas allernordligste og østligste hjørner i bedste fald ufuldstændig, og i værste fald skadelig. På et kontinent hvor mennesket har formet landskabet i syv tusind år, kommer naturen ikke tilbage af sig selv. Den kommer tilbage fordi nogen vælger at tage hånd om den, eller fordi nogen vælger at lade være med at gøre den værre, eller, som med lossen, en kombination af begge dele udført af mennesker der ikke nødvendigvis kan lide hinanden, men som arbejder mod samme mål.

Der findes tre håndværk i naturforvaltning. Det første er pleje. Det andet er genopretning. Det tredje er beskyttelse, hvilket er sværere end det lyder, fordi det kræver disciplin til at gøre mindre, ikke mere. Hvilket håndværk der er det rigtige afhænger af landskabet. Det er hovedpointen, og den bliver ofte glemt af både dem der vil grave grøfter og dem der vil rive dem op igen.

Det første håndværk: pleje

Naturpleje vedligeholder kulturskabte naturtyper. Heden er det lærebogsklare eksempel. En dansk hede er ikke vild natur. Den er resultatet af 5.000 års græsning, hugst og afbrænding, og den vender tilbage til skov inden for to-tre menneskealdre hvis man trækker fårene væk og lægger ilden på hylden. Lyngen kvæles af birk og fyr. Sommerfuglene og natravnen forsvinder med det åbne landskab. Tilbage står en blandskov uden særlige værdier ud over selve det at være en skov.

Det samme gælder dehesaen, det vidtstrakte stenegelandskab i det vestlige Spanien og Portugal. Her vokser eg, kork, oliven og græs i en mosaik der er blevet plejet i tusind år gennem ekstensiv svinegræsning, korkhøst hvert niende år, hyrdestyret kvæg- og fårhold og periodisk slæt. Dehesaen huser nogle af Europas vigtigste bestande af rovfugle som kejserørn og sortgrib, den iberiske los, og en svampeflora der overgår de fleste vesteuropæiske skove. Stop driften, og dehesaen forsvinder. Den vokser til i tæt buskads, mister sin lysåbenhed, og artsdiversiteten kollapser inden for en generation.

Den ubekvemme sandhed er at i de fleste vesteuropæiske naturtyper er ekstensiv menneskelig brug en forudsætning for biodiversitet, ikke en trussel mod den. Det handler ikke om at landbrug og natur er det samme, det er de ikke. Det handler om at en bestemt type lavintensiv, mosaikskabende, traditionelt udført drift skaber forhold som tusinder af arter har tilpasset sig over årtusinder. Når den drift forsvinder, fordi det ikke længere kan betale sig, fordi de unge flytter til byen, fordi reglerne ændrer sig, så forsvinder også det åbne lands biologiske mangfoldighed.

I Danmark er det heden, overdrevene, ferske enge og strandenge der hører til denne kategori. I Spanien er det dehesaen og montadoen. I Norge er det stølslandskabet i fjeldet. I Storbritannien er det de skotske highlands' græsningslandskaber og de engelske ancient meadows. Pleje af disse landskaber er ikke konservativ romantik. Det er den dyreste og mest effektive form for biodiversitetsforvaltning vi kender.

Det andet håndværk: genopretning

Hvor pleje vedligeholder, gendanner genopretning. Den tager et ødelagt eller fjernet økosystem og forsøger, så vidt muligt, at få det tilbage. Det er sjældent en proces der ligner det romantiske billede. Det er motorsav, gravko, dynamit på rigtige projekter, og kortlægning af hver eneste dræningsrør i en ådal.

Skjernåen er det største og bedst dokumenterede genopretningsprojekt i Nordeuropa. Mellem 1962 og 1968 udførte den danske stat det største afvandingsprojekt i landets historie. Knap 4.000 hektar enge og vådområder i ådalen blev drænet, åen blev udrettet til en kanal, og diger og pumpestationer blev anlagt for at holde vandet væk fra det nye landbrugsareal. Projektet kostede omkring 30 millioner kroner i datidens priser, og staten betalte to tredjedele.

Det fungerede økonomisk i et par årtier. Så blev problemerne tydelige. Ringkøbing Fjord var ved at kvæles af kvælstof og fosfor, fordi åens selvrensende mæandrer var forsvundet. Skjernålaksen var næsten uddød. Odderbestanden kollapsede. Tørvejorden begyndte at synke i takt med iltning og afgav store mængder CO2. I 1998 vedtog Folketinget at omtrent halvdelen af det afvandede areal skulle genskabes som natur.

Genopretningen kørte fra 1999 til 2003. 19 kilometer kanal blev omdannet til 26 kilometer slynget å. 2.200 hektar agerland blev tilbageført til enge og vådområder. 2,7 millioner kubikmeter jord blev flyttet. Projektet kostede knap 300 millioner kroner.

Resultatet er ambivalent på den måde som ærlig forvaltning altid er ambivalent. Laksen er tilbage i en bestand der ikke har set lignende tal i et halvt århundrede. Odderen yngler igen i ådalen. Den uhyre sjældne plante vandranke trives, og en stor del af verdensbestanden lever nu inden for projektområdet. Men forskere ved Aarhus Universitet vurderer at åen først er sig selv igen om hundrede år.

I Galicien i Nordvestspanien står et andet og mindre romantisk genopretningsprojekt. Siden midten af 1900-tallet har papirindustrien plantet eukalyptus i stort omfang, fordi træet vokser hurtigt og har gode fibre. I dag dækker eukalyptus omkring 400.000 hektar af Galicien, store dele i ren monokultur. Træet dræner grundvandet, surgør jorden, fortrænger hjemmehørende eg og kastanje, og brænder eksplosivt. De katastrofale brande i 2017, der dræbte over 60 mennesker i Portugal og brændte hundredvis af kvadratkilometer, hang direkte sammen med eukalyptusens udbredelse.

Genopretningen er hård. Eukalyptus skyder igen fra rødderne i flere årtier efter fældning. Det betyder at man ikke bare kan rydde og lade naturen tage over. Det kræver gentagen rydning, opgravning af rodklumper, og replantning af Quercus robur, Quercus pyrenaica og kastanje, fulgt af 50-100 år før den nye egeskov fungerer som økosystem.

Glenfeshie: jagten som genopretningsværktøj

I den centrale del af Cairngorms ligger Glenfeshie, et 17.000 hektar stort gods som den danske Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen overtog i 2006 for knap 8 millioner pund. Det blev begyndelsen på det der i dag er Skotlands største private jordbesiddelse, omkring 89.000 hektar fordelt på 12 godser under selskabet Wildland Ltd.

Glenfeshie var et klassisk skotsk sporting estate, drevet i to århundreder for hjortejagt, urfugle og laksefiskeri. På bunden af dalen stod resterne af Caledonian-fyrren, den oprindelige skotske naturskov der engang dækkede store dele af højlandet. Allerede i 1960'erne advarede den skotske naturkender Dick Balharry om at fyrren var ved at uddø: der stod ikke en eneste ung selvsået fyr tilbage. Hjortebestanden, der blev holdt højt fordi den udgjorde godsernes økonomiske værdi, åd hver eneste skud før det nåede en meter.

Da Povlsen overtog godset, fik han fra Wildlands forvaltningsdirektør Thomas MacDonell at vide at hvis Caledonian-fyrren skulle reddes, måtte hjortepresset væk. På traditionelle stalking estates ligger hjortebestanden ofte på 40 kron-dyr per kvadratkilometer. Forskning viser at skovregeneration kræver under fem dyr per kvadratkilometer. Glenfeshie kom ned på omkring to.

Det krævede en intensiv og vedholdende afskydning. I mange år blev der skudt omkring 1.000 dyr om året på godset. Helikoptere blev brugt til transport af jægere og udflyvning af kadavere. Reaktionerne fra den skotske jagt- og forvaltningsstand var hårde: kritikere kaldte det "ethnic cleansing of red deer", og Scottish Gamekeepers Association førte sag mod modellen offentligt. MacDonell og hans stalker-team holdt fast.

Resultatet er målbart. Den hjemmehørende fyrre-, birke- og enebærskov regenererer nu på områder der ikke har set ungtræer i et halvt århundrede. Povlsen taler om en 200-års vision, hvor lavlandsskoven skal forbinde sig med fjeldskovens røn og asp. Han er åben om at projektet driver et betydeligt årligt tab, finansieret med kapital fra Bestseller.

For forvaltningsrealismen er Glenfeshie lærerig. Den genopretter ikke ved at fjerne mennesket, men ved at tilføre intensiv jagt som det centrale forvaltningsværktøj. Stalkeren er her ikke en trussel mod naturen, han er den motor der trækker den tilbage. Hvor Skjernåen krævede gravko og Galicien motorsav, krævede Glenfeshie riffel og helikopter.

Det tredje håndværk: beskyttelse

I dele af verden findes der stadig økosystemer der dybest set fungerer på egne præmisser. De er sjældne, og de bliver sjældnere, men de findes. Karpaternes urskove i Rumænien. De inderste dele af Hardangervidda i Norge. Store dele af Alaska, Yukon, det canadiske skjold, Patagoniens steppe, det indre Sibirien.

Her er det rigtige håndværk beskyttelse, og beskyttelse er sværere end det lyder. Det kræver nemlig først og fremmest disciplin til at gøre mindre, ikke mere. Den dygtige forvalter på et fungerende økosystem er ikke den der introducerer arter, anlægger stier, eller iværksætter projekter. Det er den der holder invasive arter ude, sikrer at jagttrykket er bæredygtigt, modstår presset for hytter og veje, og lader systemet være.

Karpaterne huser Europas største bestande af brune bjørne, ulve og los uden for Rusland. Områder som Făgăraș og Retezat indeholder urskove der aldrig er blevet hugget. Truslerne er ikke manglende forvaltning. De er illegal hugst, infrastrukturprojekter og fragmentering.

Norges villrein er en anden type historie. På Hardangervidda, Dovre, Rondane og Snøhetta lever det sidste reelt vilde rensdyr i Europa. De har ingen direkte parallel andre steder i Vesteuropa. Norsk forvaltning af villrein inkluderer betydelig jagt, fordi en bestand uden ulv og bjørn skal reguleres og fordi jagttegnsindtægterne finansierer den fortsatte beskyttelse.

I USA findes der et tredje eksempel som europæisk jagtpresse sjældent fortæller. I 1937 indførte amerikanske jægere frivilligt en afgift på våben, ammunition og bueskydningsudstyr på 11 procent gennem den såkaldte Pittman-Robertson Act. Indtægterne har siden 1937 samlet bidraget med over 29 milliarder dollar til habitatbeskyttelse, forskning og offentlig adgang til jagtområder. I 2025 alene apportionerede loven 1,3 milliarder dollar.

Trade-offs ingen taler om

Hvert valg i naturforvaltning vælger nogle hensyn til og andre fra. Det er den ærlighed der adskiller forvaltningsrealisme fra ideologi.

Når Skjernåens enge bliver vådere, fortrænges nogle ynglefugle der havde tilpasset sig de tørre kornmarker. Når heden afbrændes, dør sjældne biller og krybdyr i den enkelte sektion, samtidig med at hele heden vedligeholdes. Der findes ingen neutrale beslutninger.

Jægerens plads, fem kontekster

Den traditionelle europæiske debat behandler jægerens forhold til naturen som en enkelt størrelse. Det er den ikke. I det danske naturplejelaug der græsser et overdrev med Galloway-kvæg er jægeren håndværker. På den spanske dehesa er han deltager i en forvaltning der har holdt landskabet i live i tusind år. I de rumænske karpater er han bærer af en jagtkultur der stadig er knyttet til funktionelle økosystemer. I de skotske højlande er han forvaltningsmotoren der lader Caledonian-fyrren regenerere efter to århundreders hjortepres. I USA er han finansieren af det meste af landets ikke-føderale naturbeskyttelse.

Det lange perspektiv

Naturforvaltning er generationsarbejde. Skjernåen vil først finde sin balance om hundrede år. En genopretningsskov i Galicien måles i et helt århundrede. En dehesa måles i årtusinder. En karpatisk urskov i tider der overskrider menneskelig planlægning helt.

Plejet natur, genoprettet natur og beskyttet natur er alt sammen ægte natur. De er bare forskellige aftaler mellem mennesket og det landskab vi bor i. Det vi skylder landskabet er ikke at gøre det værre, og hvor vi allerede har gjort det, at finde sproget og håndværket til at gøre noget af det godt igen.